Årsrapport 2025 - Report - Side 39
Beretning
Størstedelen af strømmen i Danmark kom i 2025 fra vindmøller, solceller og kraftværker, der kører på biomasse. Det
betyder, at vi i 2025 kun udledte 60 gram CO2 per kWh mod
432 gram i 2010.
I 2025 producerede vores 26 vindmøller 155.830 MWh
strøm.
Behov for systemydelser
I 2025 slog vi igen rekord i antal timer, hvor der blev produceret mere strøm, end der blev brugt. Det fører til negative
elpriser, og det sætter elnettet under pres. Ligesom elnettet
kommer under pres, når der mangler strøm.
Det betyder, at behovet for systemydelser, der kan sikre
balancen i elnettet, vokser.
Vores 5 regulerkraftværker spiller en central rolle, når der
mangler strøm. De reagerer hurtigt, udjævner spændingsforskelle, og kan altid levere den mængde strøm, der er brug
for.
Regulerkraftværkerne har siden 2024 deltaget i markedet
for aFRR-systemreserver, hvor de leverer hurtigt startende
reserver. Tidligere var de hurtige reserver centraliseret på
store kraftværker. Markedet er introduceret for at imødekomme det voksende behov for fleksible og automatiserede løsninger til at stabilisere elnettet i store dele af Europa.
I 2025 har regulerkraftværkerne været aktiveret meget for
at sikre balance i elnettet.
Batterianlæg tilsluttet
I september blev vores batterianlæg på 2 MW godkendt af
Energinet. Det betyder, at batterianlægget nu også bidrager
til at skabe stabilitet i elnettet.
Batterier er gode, når der skal leveres lynhurtig respons i
kortere tid. De er derfor oplagte til frekvensregulering og
som supplement til vores regulerkraftværker i Næstved.
Energi Fyn-koncernen | Energi Fyn a.m.b.a. | Årsrapport 2025
39